11-02-2026, 04:44 AM
Okay, det her er sådan en af de der ting, man ikke lige fortæller til sin svigermor, men du får den, fordi du er den eneste, der ikke vil dømme mig. Klokken er kvart i ni om aftenen, og jeg sidder stadig ude i bilen på parkeringspladsen foran Netto, selvom jeg kom hjem for tyve minutter siden. Jeg har en pose bleer og en liter mælk på passagersædet, og der lugter af den der blanding af våd asfalt og det fyrretræs-duft, der hænger i min kones bil, som hun aldrig har fået fjernet. Jeg er far til to, den lille er seks måneder, den store er tre, og jeg har været hjemme på fuld tid siden marts, fordi min kone fik et job, hun ikke kunne sige nej til, og vi regnede os frem til, at det gav bedst mening, hvis jeg tog barslen. Så nu står jeg for vasketøj, leverpostejsmadder, putning og alt det der, og det er faktisk fint nok, indtil klokken er halv otte om aftenen, og man ikke har talt med et voksent menneske siden frokost, hvor man sagde tre ord til kassedamen i Rema.
Det begyndte egentlig i sidste uge, en tirsdag, hvor den lille havde været umulig at putte, og den store havde smidt en tallerken med pasta ned på gulvet, fordi hun er i den alder, hvor alting skal testes, og jeg havde brugt hele eftermiddagen på at skrubbe tørret leverpostej af en plastikbakke, som jeg ikke engang ved, hvorfor vi ejer. Jeg sad i sofaen med en kold kop kaffe og en telefon, der var løbet tør for sjove ting at kigge på, og så faldt jeg over et eller andet, som en gammel studiekammerat havde delt. Jeg ved ikke helt, hvad der fangede mig ved det, men jeg klikkede, måske fordi jeg trængte til at tænke på noget andet end bleer og puttetid. Jeg oprettede en konto, satte hundrede kroner ind, og spillede lidt, mens den lille sov i sin barnevogn ved siden af og den store sad og så tegnefilm med hovedet på skrå. Jeg tabte de hundrede kroner ret hurtigt, og jeg tænkte, at det var fint nok, det var jo bare for at koble af. Men så glemte jeg egentlig alt om det i et par dage, fordi den lille fik tænder, og der var grød overalt, og min kone kom sent hjem fra møder, og jeg var så træt, at jeg faldt i søvn med mit tøj på.
Så kom søndagen, hvor min kone havde taget den store med i svømmehallen, og den lille sov i sin vugge i soveværelset, og jeg pludselig havde en hel time for mig selv, hvilket ikke er sket siden august. Jeg havde sat mig i sofaen med en tallerken med rester af den der kødbolleret, som min mor havde lavet i sidste uge, og jeg sad og kiggede på min telefon, og så faldt jeg over det igen. Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne prøve, siden jeg alligevel ikke havde noget at lave, og jeg havde egentlig også lidt lyst til at se, om det var noget, der fungerede, fordi jeg er sådan en, der altid skal tjekke ting af. Og pludselig begyndte det at gå min vej. Ikke sådan at jeg vandt en million, men jeg sad der i min sofa med kødbollesovs på trøjen og vandt nok til, at jeg kunne betale for den der barnevogn, vi havde kigget på, men ikke rigtig havde råd til. Jeg sad og grinede for mig selv, fordi det føltes så fjollet, at jeg, en far i barsel med bleer i bagagerummet, lige pludselig havde heldet med mig, efter en uge hvor alt havde handlet om tænder og grød og en tallerken på gulvet.
Men her kommer det, der næsten ødelagde det for mig. Dagen efter, mandag, skulle jeg til at hæve pengene, og så gik der kludder i det. Jeg havde siddet og tastet noget forkert, fordi den lille vågnede midt i det hele og skreg, og jeg skyndte mig at tage ham op, og da jeg kom tilbage, stod der bare, at transaktionen ikke var gået igennem. Jeg tænkte straks, at nu var det hele bare svindel, og at jeg havde været en naiv far i barsel, der troede, at man kunne tjene penge på den måde. Jeg sad i sofaen med den lille på armen og kiggede på skærmen, og jeg må indrømme, at jeg blev lidt muggen. Men så ringede min kone fra arbejde for at høre, hvordan det gik, og jeg fortalte hende det, fordi vi ikke har hemmeligheder på den måde, og hun sagde, at jeg skulle prøve at gøre det igen, og at det sikkert bare var en teknisk fejl. Og hun havde ret. Det gik igennem anden gang, og pengene var på min konto inden for et par dage, og jeg kunne næsten ikke vente med at fortælle hende, at vi kunne købe den barnevogn alligevel.
Så kom der en pause på et par dage, hvor jeg slet ikke rørte ved det, fordi den lille blev syg, og vi var oppe hele natten med en feber, der ikke ville gå ned, og min kone måtte tage en fridag, og jeg sad i sofaen med en kold kop kaffe og en tallerken med tørre rugbrødskanter og tænkte, at det her med at spille lidt i hvert fald havde givet mig noget andet end bare bleer. Det havde givet mig et øjeblik, hvor jeg ikke skulle tænke på feber og grød og en tallerken på gulvet. Og det var faktisk det, der gjorde, at jeg begyndte at kigge lidt på dansk casino uden rofus, fordi jeg havde hørt, at det skulle være nemt at gå til, og jeg havde ikke tid til at sidde og bøvle med en masse papirarbejde, når den lille skulle have sin medicin. Og det passede faktisk. Jeg kunne sidde med ham på armen og klikke lidt, mens han faldt til ro, og det var sådan en mærkelig blanding af at være far og samtidig have et lille øjeblik for sig selv.
Så kom torsdagen, hvor min mor kom forbi med en gryde suppe og en pose hjemmebagte boller, og hun kunne se på mig, at jeg var træt. Jeg fortalte hende, at jeg havde prøvet at spille lidt på min telefon, og at det faktisk havde givet pote, og hun grinede og sagde, at hun også havde prøvet noget lignende for et par år siden, og at det var vigtigt at holde det på et niveau, hvor man stadig kunne grine af det. Og det kan jeg godt følge. Jeg har ikke tænkt mig at gøre det til en daglig ting, men jeg ved nu, at hvis den lille ikke vil sove, og den store har smidt endnu en tallerken på gulvet, så kan jeg godt finde på at kigge forbi dansk casino uden rofus og se, om der er noget at lave. Det er sjovt at se, hvordan heldet kan vende, og det er rart at have noget at fordrive tiden med, når man sidder alene i sofaen med en kold kop kaffe, mens resten af verden sover.
Nu sidder jeg altså her i bilen på parkeringspladsen foran Netto, og jeg burde gå ind med bleerne og mælken, men jeg har lige brug for at sidde lidt endnu. Der er en radio, der spiller et eller andet gammelt noget, og udenfor er der en mand, der prøver at bakke en trailer ind i en bås, som han ikke helt kan finde ud af. Jeg tænker på, at det her med at være hjemme med børnene er det hårdeste, jeg nogensinde har lavet, og at det med at spille lidt på sin telefon er noget af det mindst hårde, men at det alligevel har givet mig noget, jeg ikke vidste, jeg manglede. Ikke bare penge, men sådan en følelse af, at der også er plads til mig i mit eget liv. Og det er måske meget godt. Nu går jeg ind med bleerne. Og så skal jeg hjem og putte den lille, og hvis det går godt, kan det være, at jeg lige kigger lidt på skærmen igen, mens den store ser tegnefilm. Uden rofus, uden bøvl, bare sådan et lille øjeblik, hvor jeg ikke er far, men bare mig.
Det begyndte egentlig i sidste uge, en tirsdag, hvor den lille havde været umulig at putte, og den store havde smidt en tallerken med pasta ned på gulvet, fordi hun er i den alder, hvor alting skal testes, og jeg havde brugt hele eftermiddagen på at skrubbe tørret leverpostej af en plastikbakke, som jeg ikke engang ved, hvorfor vi ejer. Jeg sad i sofaen med en kold kop kaffe og en telefon, der var løbet tør for sjove ting at kigge på, og så faldt jeg over et eller andet, som en gammel studiekammerat havde delt. Jeg ved ikke helt, hvad der fangede mig ved det, men jeg klikkede, måske fordi jeg trængte til at tænke på noget andet end bleer og puttetid. Jeg oprettede en konto, satte hundrede kroner ind, og spillede lidt, mens den lille sov i sin barnevogn ved siden af og den store sad og så tegnefilm med hovedet på skrå. Jeg tabte de hundrede kroner ret hurtigt, og jeg tænkte, at det var fint nok, det var jo bare for at koble af. Men så glemte jeg egentlig alt om det i et par dage, fordi den lille fik tænder, og der var grød overalt, og min kone kom sent hjem fra møder, og jeg var så træt, at jeg faldt i søvn med mit tøj på.
Så kom søndagen, hvor min kone havde taget den store med i svømmehallen, og den lille sov i sin vugge i soveværelset, og jeg pludselig havde en hel time for mig selv, hvilket ikke er sket siden august. Jeg havde sat mig i sofaen med en tallerken med rester af den der kødbolleret, som min mor havde lavet i sidste uge, og jeg sad og kiggede på min telefon, og så faldt jeg over det igen. Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne prøve, siden jeg alligevel ikke havde noget at lave, og jeg havde egentlig også lidt lyst til at se, om det var noget, der fungerede, fordi jeg er sådan en, der altid skal tjekke ting af. Og pludselig begyndte det at gå min vej. Ikke sådan at jeg vandt en million, men jeg sad der i min sofa med kødbollesovs på trøjen og vandt nok til, at jeg kunne betale for den der barnevogn, vi havde kigget på, men ikke rigtig havde råd til. Jeg sad og grinede for mig selv, fordi det føltes så fjollet, at jeg, en far i barsel med bleer i bagagerummet, lige pludselig havde heldet med mig, efter en uge hvor alt havde handlet om tænder og grød og en tallerken på gulvet.
Men her kommer det, der næsten ødelagde det for mig. Dagen efter, mandag, skulle jeg til at hæve pengene, og så gik der kludder i det. Jeg havde siddet og tastet noget forkert, fordi den lille vågnede midt i det hele og skreg, og jeg skyndte mig at tage ham op, og da jeg kom tilbage, stod der bare, at transaktionen ikke var gået igennem. Jeg tænkte straks, at nu var det hele bare svindel, og at jeg havde været en naiv far i barsel, der troede, at man kunne tjene penge på den måde. Jeg sad i sofaen med den lille på armen og kiggede på skærmen, og jeg må indrømme, at jeg blev lidt muggen. Men så ringede min kone fra arbejde for at høre, hvordan det gik, og jeg fortalte hende det, fordi vi ikke har hemmeligheder på den måde, og hun sagde, at jeg skulle prøve at gøre det igen, og at det sikkert bare var en teknisk fejl. Og hun havde ret. Det gik igennem anden gang, og pengene var på min konto inden for et par dage, og jeg kunne næsten ikke vente med at fortælle hende, at vi kunne købe den barnevogn alligevel.
Så kom der en pause på et par dage, hvor jeg slet ikke rørte ved det, fordi den lille blev syg, og vi var oppe hele natten med en feber, der ikke ville gå ned, og min kone måtte tage en fridag, og jeg sad i sofaen med en kold kop kaffe og en tallerken med tørre rugbrødskanter og tænkte, at det her med at spille lidt i hvert fald havde givet mig noget andet end bare bleer. Det havde givet mig et øjeblik, hvor jeg ikke skulle tænke på feber og grød og en tallerken på gulvet. Og det var faktisk det, der gjorde, at jeg begyndte at kigge lidt på dansk casino uden rofus, fordi jeg havde hørt, at det skulle være nemt at gå til, og jeg havde ikke tid til at sidde og bøvle med en masse papirarbejde, når den lille skulle have sin medicin. Og det passede faktisk. Jeg kunne sidde med ham på armen og klikke lidt, mens han faldt til ro, og det var sådan en mærkelig blanding af at være far og samtidig have et lille øjeblik for sig selv.
Så kom torsdagen, hvor min mor kom forbi med en gryde suppe og en pose hjemmebagte boller, og hun kunne se på mig, at jeg var træt. Jeg fortalte hende, at jeg havde prøvet at spille lidt på min telefon, og at det faktisk havde givet pote, og hun grinede og sagde, at hun også havde prøvet noget lignende for et par år siden, og at det var vigtigt at holde det på et niveau, hvor man stadig kunne grine af det. Og det kan jeg godt følge. Jeg har ikke tænkt mig at gøre det til en daglig ting, men jeg ved nu, at hvis den lille ikke vil sove, og den store har smidt endnu en tallerken på gulvet, så kan jeg godt finde på at kigge forbi dansk casino uden rofus og se, om der er noget at lave. Det er sjovt at se, hvordan heldet kan vende, og det er rart at have noget at fordrive tiden med, når man sidder alene i sofaen med en kold kop kaffe, mens resten af verden sover.
Nu sidder jeg altså her i bilen på parkeringspladsen foran Netto, og jeg burde gå ind med bleerne og mælken, men jeg har lige brug for at sidde lidt endnu. Der er en radio, der spiller et eller andet gammelt noget, og udenfor er der en mand, der prøver at bakke en trailer ind i en bås, som han ikke helt kan finde ud af. Jeg tænker på, at det her med at være hjemme med børnene er det hårdeste, jeg nogensinde har lavet, og at det med at spille lidt på sin telefon er noget af det mindst hårde, men at det alligevel har givet mig noget, jeg ikke vidste, jeg manglede. Ikke bare penge, men sådan en følelse af, at der også er plads til mig i mit eget liv. Og det er måske meget godt. Nu går jeg ind med bleerne. Og så skal jeg hjem og putte den lille, og hvis det går godt, kan det være, at jeg lige kigger lidt på skærmen igen, mens den store ser tegnefilm. Uden rofus, uden bøvl, bare sådan et lille øjeblik, hvor jeg ikke er far, men bare mig.